Vikarhåndbog
Som nuværende eller kommende vikar er den følgende vikarhåndbog din bedste ven. Det er her, du finder alle de informationer, du har brug for, og som kan hjælpe dig i din dagligdag.
Brug kategorierne
Det er nemt at være vikar hos Prima Vikar, men der kan alligevel stadig være en del at holde styr på. For at gøre det så overskueligt som muligt, er vikarhåndbogen inddelt i fire kategorier, så du nemt og hurtigt kan finde det, du leder efter.
- Generelt
- Økonomi
- På vagten
- Praktisk
Finder du ikke et svar i vikarhåndbogen, er du altid velkommen til at kontakte os. Så vil en af vores medarbejdere meget gerne hjælpe dig.
God læselyst!
I tilfælde af overarbejde er det vigtigt, at du noterer dig navnet på den medarbejder, som du har aftalt overarbejdet med.
Derefter skal du ringe til os eller sende en mail, hvor du giver os besked.
For at undgå misforståelser og brud på tavshedspligten skal der ved enhver henvendelse fra pressen henvises til Prima Vikars adm. direktør Hanne Marvin Jørgensen, som derefter tager stilling til det videre forløb. Hvis du får en telefonisk eller personlig henvendelse fra pressen, så vær høflig og svar:
”Vi kan desværre ikke udtale os grundet tavshedspligt.” Og derefter skal du henvise til adm. direktør Hanne Marvin Jørgensen.
Begynd IKKE at drøfte en sag eller et tema. Langt de fleste journalister accepterer disse spilleregler, og det er dem, vi arbejder efter. Du kan også altid sige, at ”en fra ledelsen vil ringe tilbage.”
Hanne kan kontaktes med nedenstående oplysninger.
Telfon: 40 20 33 24
Mail: hmj@primavikar.dk
Du må ikke udtale dig til medier eller presse vedrørende din funktion hos Prima Vikar. Bliver du – enten på selve vagten eller på andet tidspunkt – kontaktet af en journalist eller lignende, skal du henvise til Prima Vikars administrerende direktør, Hanne Marvin Jørgensen.
Hanne kan kontaktes med nedenstående oplysninger.
Telfon: 40 20 33 24
Mail: hmj@primavikar.dk
60-dages-reglen
60-dages reglen kan være relevant for dig, som måske tager mange vagter samme sted. Du er berettiget til kørselsgodtgørelse, hvor 60-dages reglen er en begrænsening.
Reglen betyder, at du kan få skattefri kørselsgodtgørelse for 60 arbejdsdage til og fra samme arbejdssted. På dag 61 bliver du ramt af 60-dages reglen og vil blive beskattet af din kørselsgodtgørelse.
Dette er ikke nærmere defineret i overenskomsten, men det er en skatteregel, som Prima Vikar naturligvis overholder.
Der er nogle særlige vilkår, som skal gøre sig gældende, før 60-dages reglen træder i kraft, og før den frafalder igen.
Læs mere om disse vilkår på SKATs hjemmeside – klik her.
Vi bruger elektroniske timesedler, hvilket betyder, at du, efter endt vagt, skal godkende vagten i vores app eller på dit vikarlogin.
Afviger din vagt fra det oprindeligt aftalte, skal du huske at indberette dette til os, så vi er sikre på, at du får den rigtige løn.
Skulle du have spørgsmål, problemer eller andet, som du gerne vil drøfte med os, er du også altid velkommen til at ringe i vores kontortid.
Husk at sætte din mobiltelefon på lydløs, når du er på arbejde.
Det er ikke tilladt at benytte sin telefon, mens du er på vagt.
Via vores online-system og Prime Vikar-appen har du mulighed for at ajourføre din kalender, ønske og booke vagter, se din historik, se dine lønsedler og godkende dine vagter. Dit login er din e-mail (brugernavn), og adgangskoden er dit eget personlige login, som kun du kender.
Det er vigtigt, at du altid har din kalender opdateret, så du bliver tilbudt vagter, når du vil arbejde og ligeledes ikke tilbydes vagter, når du ønsker at holde fri.
Vi anbefaler, at du bruger Prima Vikar-app’en som dit primære arbejdsredskab, da det er det nemmeste, hurtigste og mest effektive. App’en downloades via App Store (iPhone) eller Google Play (Android). Det er vigtigt, at du husker at slå dine notifikationer og lyd til for at kunne modtage push-beskeder, vigtige ændringer og informationer fra os via app’en.
Vi anbefaler på det kraftigste, at du selv booker dig ind på dine vagter. Det er både nemt og hurtigt og gøres via SundVikar-appen. Det eneste, du skal gøre, er at trykke “vis interesse” på den vagt, du godt kunne tænke dig.
Efter kort tid vil du modtage en bekræftelse på, at du nu har fået vagten. Det kan både være over SMS eller som en notifikation på selve appen.
Hvis du har brug for at gå akut i din arbejdstid, er der en forventning om, at du efterfølgende vender tilbage til kunden og genoptager dit arbejde.
Kan du mod forventning ikke genoptage arbejdet, skal du sygemeldes – se afsnit om sygemelding i denne håndbog. I dette tilfælde vil du kun blive aflønnet for den arbejdstid, du har haft op til det tidspunkt, hvor du forlod vagten.
Kunden har mulighed for at afbestille din vagt, indtil 4 timer før vagtstart. Det er derfor meget vigtigt, at vi kan komme i kontakt med dig i forbindelse med eventuelle ændringer eller aflysninger. Du må aldrig forlade en vagt hos en kunde før tid uden at have kontaktet os først. Dette gælder også, hvis de vil sende dig hjem med det samme.
Vi beder dig sørge for, at din kalender altid er ajourført. Dine vagtønsker er vores vigtigste arbejdsredskab. Derfor er det MEGET vigtigt, at vi kender dine ønsker frem i tiden, herunder også dine ønsker til fridage og ferieplanlægning.
Skulle du blive forsinket op til eller i forbindelse med en vagt, skal du altid kontakte os hurtigt muligt, så vi kan give kunden besked.
Udebliver du fra en vagt, som du allerede har accepteret, ophører vores samarbejde øjeblikkeligt. Dette er dog ikke tilfældet, hvis der ligger en alvorlig grund bag udeblivelsen, og hvis du informerer os så hurtigt som overhovedet muligt.
Som vikar er det vigtigt at holde kontakt til os som bureau. Hav derfor altid din mobiltelefon tæt på dig og svar på vores henvendelse, så hurtigt som muligt. Da vores kunder forventer hurtige svartider, kan vi derfor ikke holde på vagterne. Et hurtigt nej er også et godt svar.
Respektér altid kundens mobilpolitik. Er du et sted, hvor mobilen kun må benyttes i pauser, må du gerne meddele os situationen. I disse tilfælde kan du tjekke mobilen i pauserne, så du ikke går glip af en mulig vagt.
Generelt skal du dog altid være opmærksom på, at brug af mobilen ikke tager overhånd, så du altid er nærværende omkring de opgaver, du udfører sammen med dine kollegaer og over for borgerne.
Vores vikarer forventes at fremtræde høfligt og respektfuldt i arbejdstiden, så ingen kunder, kolleger eller borgere med rimelighed kan føle sig dårligt behandlet. Der skal generelt tales i en venlig og høflig tone.
Du er vores repræsentant, når du arbejder for Prima Vikar. Derfor forventer vi, at du er mødestabil, engageret og imødekommende over for de opgaver, du vil blive tildelt. At du møder op præsentabel, veloplagt, har gå-på-mod og tager initiativ.
Du er diskret og loyal over for os, og den kunde du er hos samt holder dig udenfor eventuelle arbejdspladsproblemer, der ikke er relevante for opgaveløsningen. Den kunde, du er hos, har instruktionsbeføjelsen, og du skal derfor følge de anvisninger, du får og indgå i det samarbejde med kunden, som forventes.
De fleste steder er der frokost inkluderet i arbejdstiden. Det betyder, at du skal ind på institutionen og holde frokost. Du skal med andre ord følge kundens regler på området.
Vi vil gerne vise og signalere, at vi leverer ydelser af højeste kvalitet. Derfor vil vi gerne omgås borgeren kompetent, ansvarsbevidst og med respekt. Hvis der hos kunden er uniform til rådighed, skal du møde omklædt på afdelingen til den bookede tid. Hvis du er i tvivl – så spørg bookingkonsulenten hos os.
Hvis kunden har et beklædningsreglement, vil du blive orienteret om dette, og du er ansvarlig for at dette følges. Det er forbudt at bære synlige smykker.
Det udleverede ID-kort skal altid medbringes og bæres synligt, når du arbejder for os.
God hygiejne er et fælles ansvar og noget, vi tager meget alvorligt i Prima Vikar. Derfor følger vi også alle gældende retningslinjer og anbefalinger fra bl.a. Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.
For at forebygge sygdom og spredning af bakterier skal hænderne vaskes eller desinficeres før og efter besøg hos borgerne. Langt hår skal være sat op eller samlet, og lange negle og neglelak er ikke tilladt, når man er på vagt for os. Det samme gælder ure, smykker og lignende.
Det er ikke tilladt at møde påvirket og/eller lugtende af alkohol. Der må ikke indtages alkohol eller andre rusmidler i arbejdstiden.
Vi opfordrer vi til ingen rygning i arbejdstiden. Udvis altid hensyn, og følg de retningslinjer, der er hos kunden, og husk, at du har pligt til at efterspørge retningslinjerne, hvis du har behov for at ryge.
Ophør kan ske gensidigt uden varsel. Du kan vælge at melde dig passiv for en periode. Hvis du vil holde op som vikar, vil vi meget gerne kende begrundelsen for din beslutning.
Prima Vikar har åbent ved telefonerne alle dage året rundt fra kl. 6-24.
Telefonen er kun åben for akutte henvendelser i tidsrummene kl. 6-8:30 og 16-24. Du kan ikke sende sms’er til vores hovednummer 27 89 67 22 – det er kun muligt at besvare de sms’er, vi sender til dig.
Vi er på vores kontor i Birkerød alle hverdage fra 8:30-16.
Hvis du som vikar er udsat for skade eller uheld, er du omfattet af kundens forsikring. Er skaden sket, er det vigtigt, at du underretter kunden med det samme.
Ved arbejdsskade er det vigtigt, at du sammen med kunden udarbejder en skadesanmeldelse og efterfølgende giver Prima Vikar besked.
Kører du i din egen bil og får en skade på denne, skal din egen forsikring dække.
Du får 12,5% i feriepenge, og de bliver indbetalt på din feriekonto.
Vi skal være en løsningsorienteret formidler af vikariater til fælles gavn for vores kunder, vikarer og virksomheden. Med kompetente vikarer skal vi sikre målsætningen om et højt serviceniveau, og at kunden kan opfylde sine forpligtigelser over for borgerne.
Etisk kodeks:
- Udvise et oprigtigt personligt engagement
- Være troværdig i vores kommunikation
- Skabe et miljø, som motiverer til faglighed
- Være til rådighed med en løsning, når kunden har et behov
- Være loyale overfor vores vikarer, kunder og deres medarbejdere
Værdier:
- Respekt og anerkendelse for arbejdet med mennesker
- God service og veludført arbejde gør en forskel for borgeren
- Oprigtig empati for mennesker, der har behov for hjælp, støtte og omsorg
Kan du ikke møde på arbejde på grund af sygdom, bedes du meddele det hurtigst muligt, så vi har mulighed for at dække vagten med en anden vikar. Vi kontakter og giver besked til kunden, så det skal du ikke bekymre dig om.
Prima Vikar har åbent ved telefonerne alle dage året rundt fra klokken 06-24, hvorfor du bedes ringe på telefon 27 89 67 24 ved sygdom. SMS’er modtages ikke.
Vi vil sætte pris på, at du holder os informeret, hvis du er syg – også selvom, du ikke er booket og dermed ikke er til rådighed.
Ligesom vi har forventninger til dig som vikar, kan du selvfølgelig også have nogle helt klare forventninger til os. Hos Prima Vikar er vi et personligt og pålideligt vikarbureau, og du kan derfor forvente følgende, når du starter op hos os:
- Vi kender vores vikarer og den enkeltes ønsker og behov.
- Vi bestræber os på en altid venlig betjening, hvor fleksibilitet og gensidig respekt er nøgleord.
- Vi besvarer altid sms, mail og andre henvendelser hurtigst muligt.
- Vi vil gøre en forskel for dig som vikar. Vi arbejder konstant på løbende forbedringer og tager positivt imod dine forslag.
Som vikar kan du, hvis du kører i egen bil til og fra arbejde, få ydet kørselsgodtgørelse. Du udfylder formularen “Skema til kørselsgodtgørelse”, som findes herunder. Formularen sendes til kontakt@primavikar.dk som vedhæftet fil eller et foto, så den er os i hænde senest mandag kl. 12.00 i lige uger.
Du ydes kørselsgodtgørelse efter reglerne om skattefri kørselsgodtgørelse efter skatterådets fastsatte takster fra egen bopæl til det anviste arbejdssted tur/retur fratrukket 30 kilometer. Der ydes dog godtgørelse for max. 100 km i alt.
Kørselsgodtgørelsen beregnes ud fra den korteste afstand mellem vikarens bopæl og til det anviste arbejdssted. Kørselsgodtgørelsen betales kun for kørsel i egen bil og maksimalt for faktisk kørte kilometer. Der ydes ingen godtgørelse i det omfang, du er vikar det sted, hvor du har din hovedbeskæftigelse.
Har du brug for hjælp, er du altid meget velkommen til at kontakte vores bogholderi på tlf. 27 89 67 22.
Skulle du efter aftale med kunden blive bedt om at køre i egen bil, skal du udfylde formularen, som finder gennem nedenstående link. Formularen skal udfyldes med specifikation af hele ruten, du har kørt for kunden.
Den skal indsendes til kontakt@sundvikar.dk som vedhæftet fil eller et foto, så den er os i hænde senest mandag kl. 12.00 i lige uger.